Der var engang en sommertid - Kost, kur og karma 5

Når først min far udtaler at der er ''lidt stille'' på bloggen, så er det tid til at finde tastaturfingrene frem igen.

Den længe ventede kost, kur og karma up-date siger -5-5,5 kg og vel ca. -19cm.
Jeg er TILFREDS og så er jeg jo bare blevet mega lækker (altså!!).

Siden sommer har vi, os to hjemmemennesker med hang til tosomhed og kedsomhed, levet et over-socialt-liv.
Fri-weekenderne begrænser sig til 2 - Alle andre har og er fyldt med skønne mennesker og festivitas.
Indrømmet så er jeg blevet ret trænet i vægtvedligehold. For det er ikke nemt at fortsætte et vægttab med rødvin og dessert som fast weekend-treat. Men vedligehold er ganske nemt.

Efter sommerferien gik jeg blog-kold. Årsagen var de nye kostråd og den debat de affødte.
Jeg kan ikke skrive indlæg om kost og kur uden at berøre dem. Og debatten tilbage i september var mig en anelse for selvhøjtidelig.
På en måde er det blevet den omvendte jantelov. ''Du skal kun tro du er noget hvis du spiser efter en hvis kostretning bla. bla. bla.'' (og det er der så 17'000 kostretninger der mener...).
Den kan jeg bare slet ikke forholde mig til.
LCHF, veganer-style, palæo, vægtvogtere, kost, kur og karma!!! I mine øjne har alt sin berettigelse. Vi er fem millioner danskere, egentlig burde der være 5 millioner kostformer.
Jeg synes kostrådene er ganske fornuftige, de er en god guideline for mange. Og for andre er der bare andre principper der gælder.
Thats it, no shit -!

Billed-collagen er lidt glade minder fra vores ferie. Kroatien er vores 2. hjemland og vi ELSKER det. Jeg har både drukket store øl og spist store bøffer. Drillet mr. B og nydt liv, sol, saltvand og udsigt.

Ps.: Vi er fortsat alt ædende og drikkende her på matriklen. For de siger jo man bliver hvad man spiser. Og jeg har hverken lyst til at blive en grøntsag eller et dyr. Så er menneske trods alt at foretrække!

Jeg vil så gerne være bedre til at motionere mit lidende hjerte...

Indrøm det vi ved det alle godt.
Motion er sundt!

Jeg er ikke motionsfreak - men min hjertesvigt ville have godt af det.
Hjertet er jo en muskel - muskler kan trænes - det kan hjertet også.

Motionsmæssigt har jeg prøvet lidt af hvert.
Jeg kan konkludere jeg ikke ejer konkurrenceånd overhovedet. Jeg gider ikke stå i et lokale der emmer af andres sved. Og på tilsneede vintermorgener er turen, i bil, ned til motionscentret ikke tilllokkende.
Provokeret af veninde der wii-træner hver morgen samt kollega over 50 der deltager i den ene løb efter det andet, har min dårlige samvittighed spirret hele foråret.

Jeg har tidligere forsøgt med løb. Efter 8 ugers hjerte-genoptræning hoppede jeg med på c25ks løbeprogram. Og her snakker vi så om at hende der aldrig har løbet 100m pludselig skulle løbe 3 min i træk - det projekt mislykkede. Løbeskoene og tøjet fik jeg dog købt.

6 juni 2012 var jeg moden til at forsøge med løb igen.
Jeg meldte mig ind i klubben over Danske tykke trunter i for stramme løbetights på de danske cykelstier.
Jeg har ikke noget program. Jeg intervaltræner, øger løbetiden ganske lidt hver uge. Et spædbarn kan overhale mig i fart.
MEN... Jeg er kommet afsted hver eneste gang siden 6 juni. 3 gange i ugen. Jeg løber ikke lang tid af gangen. Kommer nok heller aldrig til det, for det er også begrænset hvor meget et lidende hjerte kan trænes op til.
Jeg har mål og delmål - De fleste dage har jeg gennemført det jeg har sat mig for - andre dage sætter ømme ben og svigtende viljestyke en stopper før tid.

Men vigtigst, jeg motionere. Jeg har oplevet hvorfor mange elsker løb. Løb er som livet, det handler om vilje, at kunnne prese sig selv, at glædes når det går godt og stå igennem når det gør ondt.
En erklæret motions-hader er blevet autodidakt-motionist...
Mit lidende hjerte belønner mig med mere energi, overskud, hurtighed, koncentration og udholdenhed.

Jeg skulle have gjort dette for 100 år siden tænker jeg - men jeg var ikke klar før, for det kræver mod!

Tilbage...

Jeg er ved tastaturet - ved bloggens skriveflade - for første gang i år.
Det skal ingen hemmelighed være at jeg har haft en skriveblokade. En blokade på størrelse med Berlinermuren.
Det er måske groft at kalde det en skriveblokade.
Men jeg har været blank for lyst til at flytte fingrene hen over tastaturets gyldne bogstaver.
Blog-blokade om man vil.

Inspirationen har ellers ikke manglet - ideerne har været mange - tiden har også været der.
Men lysten udeblev.
Måske fordi januar har budt på masser af spændende blogindlæg fra andre.

Måske fordi januar har strøget afsted.
Familie, venner, job og fritid, alt er gået op i højere enhed.
Der har været tid til fællesskab, tid til ensomhed, tid til at se frem og tilbage.
Tid til at læne hovedet tilbage, nyde januars mørke, mærke familiens trygge varme omkring mig.

I januar har jeg følt mig heldig fordi 2011 var et dejligt år. Fordi dem jeg holder mest af er omkring mig. Fordi jeg kan hvad jeg kan og er her midt i livet.
Fordi jeg tror jeg har været med til at gøre en forskel.

Eneste januarpinsel har vel været vejret - 8-10 grader i en vintermåned???
Nej tak lad os få årstidernes gang, ikke noget forlænget efterår eller tidlig forår her...
Måske guderne endelig hørte mig - ude ligger sneen nu i dagfrost - og solen har skinnet fra en skyfri lysblå vinterhimmel.

Se det er livet - mit liv

Billede lånt her

Veto

Jeg nedlagde veto igår.
Veto mod at bruge min mandag formiddag på andet end lystbetonede ting.
Og det lykkes.
Sider i en dejlig bog blev vendt, the blev drukket, hæklepinden blev motioneret. Livet blev vendt, drejet og funderet over.

En formiddag af luksus.

Ofte bliver jeg spurgt hvordan manden og jeg kan leve og være så glade og positive trods de udfordringer og sygdomme som er dumpet ned på vores matrikel.
Oftes må jeg bare svare, jamen vi lever da bare, slår øjnene op om morgen, får det bedste ud af dagen. finder energi, fred, positivisme i vores omgivelser.
Og for mit eget vedkomne - nedlægger veto mod at lave andet end give mig selv plads og rum nu og da.
Og så måske lige åbne øjnene og kigge ud af vinduet - for livet er da en skøn størrelse - og det er lige der udenfor ens egne vinduer...