fredag den 27. december 2013

En ven kom på besøg...


Jeg har nok vist noget tid at han ville komme på besøg. Sitren i fingerspidserne når et kalender-tjek endnu engang afslørede at fridage gik med indkøb, socialisering, bestyrelsesarbejde osv. Svimmelhed fordi mine skuldre gang på gang sætter sig helt oppe over ørene pga. arbejde og tanker. Indre uro og dårlig nattesøvn.
Men en push-up BH, knaldende rød læbestift og et kig i spejlet har sendt ham et par skridt fra døren.

Men i går, 2. juledag, fik han selv åbnet døren og kom ind i min krop og sjæl. Hr. Stress.
Jeg forsøgte i hærdigt at ignorere hans tilstedeværelse under bruseren lidt i seks denne helligdagsmorgen. Svimmelhed og indre uro - vissevasse havde jo også kun sovet 5 timer. Nærmest panik over den manglende isskraber - nej nej jeg skal bare på arbejde.
Og så, der ti km fra mit hjem, på vej op af bakken, fattede jeg pludselig ikke hvordan jeg var kommer dertil...

Jeg genkendte Hr. stress og fik vendt kareten, meldt mig syg hos kollegerne med tårer i øjenene og så under dynen igen.
Der gik noget tid, en syrehæmmer og 2 panodiler, inden min krop faldt til ro og jeg faldt i dyb søvn.
Da jeg atter vågnede stod det mig klart at jeg har ignoreret min gamle ven for længe.

Jeg anser mig ikke som et stress-anlagt menneske, jeg har faktisk ret godt styr på mine egne ressourcer. Da jeg for 6 år siden blev hjertesyg stod det mig hurtigt at klar at Hr. Stress og jeg skulle være venner og ikke fjender. Vi måtte respektere hinanden ellers ville jeg få alt for meget at kæmpe med og imod.
Jeg er klart af den mening at man skal reagere når Hr. Stress banker på. Hellere en sygedag end månedsvis - lets face it en stor del af langtidssygemeldingerne er pga. stress.

Jeg har siden mine første år som hjertesyg kendt mine grænser ret godt. Vidst hvornår jeg skulle trække stikket og smække benene op og bare slappe af. Vidst hvor mange dage med socialitet jeg kunne klare og hvor mange weekender jeg kunne undvære uden ro og sofahygge. Og det er få gange jeg har måtte hive min paragraf op af hatten og pleje mig selv.

Men i juni måned skete der noget. Jeg startede Kost, kur og karma.
Min energi blev øget samtidig med at min livvide svandt ind. Jeg kunne mærke mit overskud blev større og jeg kunne bare klare uanede opgaver...
Troede jeg...
Men set i bakspejlet har mr. B og min kalender siden sommerferien sluttede 1. september ikke haft mange dage bare for os selv. Vi har kørt tykt på med fester, gæster, venner og familiebesøg. Arbejde og bestyrelsesopgaver. Vi har hujet afsted - og elsket det!

Men nu er min energi brugt. I hvert fald for denne gang. Mine batterier skal lades op, jeg skal finde tilbage til mit afbalancerede jeg og lagre min nye viden.
Viden om jeg nu kan klare mere og ikke har brug for så mange pauser som før - men at jeg har brug for pauser og ikke må klø på i månedsvis uden dem. At jeg skal trække stikket før kalenderen fyldes.
Det er fedt at kunne mere end jeg kunne tidligere - men det er fedest at kunne mere når Hr. Stress ikke ånder mig i nakken.

I dag har jeg benene oppe - ingen planer, ingen ting har jeg lovet nogen. Køleskabet er fyldt med julerester - så vi dør ikke af sult, vi skal bare være til.
I morgen skal skemalægges så jeg får tid til ro men samtidig ikke kryber i hi og søndag og mandag har jeg aftenvagt på mit elskede job.
Nytåret her i huset er afslapning, ingen forventninger og aftaler.

Det er sådan Hr. Stress og jeg har arbejdet sammen før og vi skal nok få ham sendt godt på vej igen!