tirsdag den 31. januar 2012

Tilbage...

Jeg er ved tastaturet - ved bloggens skriveflade - for første gang i år.
Det skal ingen hemmelighed være at jeg har haft en skriveblokade. En blokade på størrelse med Berlinermuren.
Det er måske groft at kalde det en skriveblokade.
Men jeg har været blank for lyst til at flytte fingrene hen over tastaturets gyldne bogstaver.
Blog-blokade om man vil.

Inspirationen har ellers ikke manglet - ideerne har været mange - tiden har også været der.
Men lysten udeblev.
Måske fordi januar har budt på masser af spændende blogindlæg fra andre.

Måske fordi januar har strøget afsted.
Familie, venner, job og fritid, alt er gået op i højere enhed.
Der har været tid til fællesskab, tid til ensomhed, tid til at se frem og tilbage.
Tid til at læne hovedet tilbage, nyde januars mørke, mærke familiens trygge varme omkring mig.

I januar har jeg følt mig heldig fordi 2011 var et dejligt år. Fordi dem jeg holder mest af er omkring mig. Fordi jeg kan hvad jeg kan og er her midt i livet.
Fordi jeg tror jeg har været med til at gøre en forskel.

Eneste januarpinsel har vel været vejret - 8-10 grader i en vintermåned???
Nej tak lad os få årstidernes gang, ikke noget forlænget efterår eller tidlig forår her...
Måske guderne endelig hørte mig - ude ligger sneen nu i dagfrost - og solen har skinnet fra en skyfri lysblå vinterhimmel.

Se det er livet - mit liv

Billede lånt her