fredag den 8. august 2014

Jeg er her....

Jeg er her endnu bare rolig.
Jeg har det godt og det samme har min BivICD.

Det er 5 mdr. siden operationen. Det har ikke været de nemmeste.
Fysikken har drillet. Humøret har til tider været lunkent.

Men jeg har det godt og nu er det sommerferie.
Ikke fordi vi mangler sommer, men ferien er tiltrængt.
3 uger hjemme i mit syderopæiske 2. hjemland.
3 uger til at slappe af, læse, hækle, dagdrømme, fundere over livet og dets hjørner.

Vi ses snart igen....

søndag den 16. februar 2014

Nu med hjertestarter i brystet...


I mandags oprandt så dagen hvor min pacemaker skulle holde flyttedag og have en modernisering.

Både søndag aften og mandag morgen var jeg forbavsende rolig. De eneste tårer kom på operationsstuen da jeg skulle have lagt A-kanyle (til kontrol af mit blodtryk). Med en sygeplejerske i den ene hånd og lægen ved hovedgærdet var det nu slet ikke så slemt.
Jeg blev lagt til at sove og lægen fik tid til at gøre hvad han nu skulle gøre.

Efter halvanden time blev jeg atter vækket. Eftersigende skulle jeg have været vældig morsom at vække. Dette kan vel betyde en af to onder... 1. jeg har erklæret dem alle min ubetingede kærlighed og seksuelle lyster. 2. Svinet dem alle godt og grundigt til. Sandheden lader jeg personalet tage med sig i graven (thank God!!!). Alt jeg husker er at jeg råbte højlydt efter lægen og bekendtgjorde jeg havde været i Østrig(...).

Nu skulle helved på jord så også indfinde sig. For jeg havde ondt, ikke bare lidt øm men ONDT som ubeskriveligt. Både på opvågning og sengeafdeling forsøgte de i hærdigt at lindre med morphin og lign. Lige meget hjalp det, jeg havde lige ondt. Tilgengæld blev jeg mere og mere skør i hovedet og kunne ikke finde ro og ville egentlig bare gerne HJEM NU!.
Sidst på eftermiddagen lykkedes det dog at få lidt ro på mig, jeg kom på fast smertestillende og min familie kunne trygt køre hjem.

Tirsdag skulle jeg have været hjem, men et enkelt blik fra min doc. og det blev besluttet at jeg fik en ''bonus-overnatning''.
Klog beslutning af ham.
Onsdag kunne jeg så tage hjem med faste smertestillende i bagagen, stadig mange smerter men ved rimelig mod.

Nu her en lille uge efter er jeg ikke smertefri, men de smertestillende tager da toppen. Jeg begynder at have lidt mere bevægelighed i armen/skuldren og hævelsen aftager også (humøret er nok lidt svingende og min skarpe tunge er bidende - så jeg er nok billigt tilsalg men altså...).
Oveni det hele valgte doc. og jeg at øge min hjertemedicin få dage før operationen. Det virkede som en super ide lige der, men set i bagklogskabens lys har det kostet ekstra kræfter.
Trætheden og søvnbehovet er derfor lig med en på 110 år, morgenkvalmen når nye højde, tager appetitten med sig i kølvandet og jeg puster som ti damplokomotiver.
Men jeg ved da at jeg vender tilbage stærkere når bivirkningerne og smerterne om et par uger er helt ovre.

Hvordan er livet så med en ICD/hjertestarter i brystet...
For at være ærlig aner jeg det ikke.
Jeg tror ikke jeg helt har fattet at jeg nu har en pacemaker som kan give mig stød hvis jeg får en farlig/dødelig hjerterytme/arytmi.
Et af de første facebook posts jeg så efter jeg kom hjem omhandlede en der havde fået fejlstød af sin ICD. Der måtte jeg lige trække vejret, lukke facebook og minde mig selv om hvorfor jeg har sagt ja til den nye pacemaker.

Jeg har levet med min gamle pacemaker i næsten 6 år. Fra dag 1 var den min ven. Jeg har aldrig været bange for den. Jeg har set den som det elektronik som gav mig muligheden og energien til at forme det liv jeg har i dag.
Jeg har aldrig haft behov for at give den navne eller øgenavne som dåse eller blikdåse. Jeg har heller aldrig ''skubbet'' mine symptomer over på den.
Den har bare været en del af mig.

Sådan agter jeg også det skal være med min nye ICD. Spillereglerne har ganske vist ændret sig lidt fordi den kan jo finde på at give mig et stød - også uden grund.
Men jeg vil hellere leve med den risiko og så måske få nogle ekstra år i bagagen.

...Jeg har jo en 100års fødselsdagsfest jeg gerne skulle holde!

lørdag den 8. februar 2014

En sang til hjertet

På forunderligste vis er denne sang blevet soundtracket til det kapitel der lige nu skrives i mit hjertes og min historie...



Mit hjerte er ikke hvilket som helst hjerte. Det er unikt. Sammen lider mit hjerte og jeg af hjertesvigt. Min hjertemuskel er svag og yder kun halvdelen af hvad et raskt hjerte yder.

Som jeg sidder der, i bilen, i tusmørket, med regnen mod bilruden og i diskoskæret fra de andre bilers lygter synger jeg med. Synger med smerte og glæde for hjertesvigt rummer begge dele.

Der er gode dage og dårlige dage med denne sygdom.
De dårlige dage er få. Men der er dage hvor trætheden er uovervindelig. Hvor sorgen over tabet af muligheden for at høre mine egne småbørns fødder trippe hen over gulvet er stort. Dagen hvor ord gør ondt værre og hvor kram er eneste lindring. Dagen hvor ensomheden rammer som en hammer, for hjertesvigt er ensomt, ensomt fordi den medbringer en stor portion uvished. Ingen ved hvordan livet ender eller hvornår, men med hjertesvigt bliver uvisheden mere tydelig.
Men jeg vil ikke være foruden de dårlige dage som Goethe sagde ''Nichts ist schwerer zu ertragen als eine Reihe von guten Tagen''.
De dårlige dage får mig til at påskønne alle de gode dage. Sygdommen har givet mig en forklaring på den følelse af anderledeshed jeg har. Den har fået mig til at se livet i flere nuancer end andre tror jeg. Jeg påskønner i højere grad de små ting i livet. Solens stråler, lysets skær, de små smil på gaden, et klem, en åben hånd. Jeg har et godt og lykkeligt liv, det bedste jeg kan forestille mig, jeg nyder hvert sekund, er mere aktiv end mange andre på min alder, forsøger at bekymre mig mindre og glæde mig mere. Jeg skraldgriner, lader tårene trille, elsker så hjertet smerter, drikker rødvin og sipper bobler, slår med håret og maler læberne røde, ser blomsterne springe ud og regndråberne falde. Jeg breder vingerne ud og suger livet til mig - bare fordi jeg kan og VIL.
Og nå ja, jeg har en gyldig grund til hvorfor jeg holder af mænd der er George Clooney og Richard Gere style - grå stænk og middle-aged.

Og nu skriver vi et nyt kapitel.
Jeg kan ikke tegne en livsforsikring men jeg kan få en airbag i form af en pacemaker med hjertestarter.
Jeg har selv taget beslutningen sammen med min nye doc. og resten af afd. B på OUH. Det føles som den rigtig kulmination ovenpå den forvandling Kost, kur og karma har været med til at give mig. Forløbet her op til har været eminemt. Jeg har følt mig som en ligeværdig og i et samarbejde i stedet for det traditionelle læge og patient hierarki. Jeg er blevet medindraget, informeret, fået plads og rum til at tænke, undre og spørge både som hjertesyg og som sygeplejerske for jeg er jo begge dele. Jeg er blevet rådgivet men aldrig presset.
Mandag morgen triller jeg til operation. Det bliver en af de morgener hvor jeg lader stilheden sejre og måske en enkelt melodi fryde ørene.
Familien lader jeg blive hjemme, det er min beslutning og jeg har behov for at være alene om dette sammen med holdet bag mig på OUH.
Mon ikke en sygeplejerske ser det hvis jeg har behov for en krammer...?

tirsdag den 28. januar 2014

Lige der...

What to do når hovedet er fyldt efter en lang kursusdag og drømmene om en master, candidat-grad eller bare en lille phd lever og larmer godt i sindet?

Jeg smed taske og madkasse i gangen og frekventerede en af mine ynglingsstier.

Lige der i næsten baghaven.
Lige der med udsigt til bakker, marker, skov og himmel.
Lige der hvor den grå himmel altid er blå og hvor verden virker uendelig.

Lige der hvor jeg føler mig allermest fri og uafhængig, måske endda allermest levende og lykkelig.
Ligeder hvor jeg er nærmest vægtløs og letsindig.
Lige der hvor der kun findes muligheder og hvor alt kan ske.

Lige der hvor roen er uendelig kun brudt af træernes vislen.
Lige der hvor roen favner og værner mig mod resten af verden.

Lige der hvor jeg får lyst til at hive slalomski eller kælk frem fra baglommen og suse ned af bakkerne.
Bare for jeg kan...

søndag den 26. januar 2014

Få grøntsagerne på bordet - Trines greens 1



Vi er nået januar. Det er tid til nytårsfortsæt, slankekure, motionscenter-indmelding.
Som Mikkel Beha engang udtalte så er alle cykelstier lige nu oversvømmede med buttede trunter i lidt for små løbetights. Og  grøntsagshylderne i supermarkederne er gabende tomme fordi vi alle lever ÅHH så sundt her i 2014....

Not so true... med mindre man hedder Arne eller Christian og er bidt af en gal kur!
Mit 2014 fortsæt er at blive endnu bedre til at spise grønt og mere varieret grønt.
Egentlig et fortsæt som det allerede i 2013 gik ret godt med - men lidt sikker succes skal der til her i livet.

Det er et fortsæt som jeg tror rigtig mange har og som rigtig mange finder lidt svært. Derfor et par små fif.

Anbefalingerne siger jo 600 gram frugt og grønt om dagen - med størst vægt på de grønne indslag. Uoverskueligt? Smid køkkenvægten ud og koncentrer dig om at få frugt eller grønt til hvert måltid.
Som eksempel spiser jeg frugt til morgenmaden og evt. om formidagen. Til frokost får jeg en god portion finger-grønt, eftermiddagen suppleres igen med lidt frugt og til aften en god grov salat eller grøntsagsret. Jeg rammer rimeligt 600g dagligt.

Køb kvalitet. Det behøver ikke være dyrt, økologisk eller fra en fjerntliggende bondemand.
Se, duft og føl. Ser grøntsager friske ud, hvordan er farven? Dufter de ''grønt'' eller kunstigt. Er de spændstige og sprøde? Slatnet grøntsager er næsten lige så slemt som... æhh andre slatne ting!
Køb sæsongrønt, det er billigere og grøntsagerne har ikke været fragtet og modnet i en køletrailer. En god dansk vintergrønsag er kål - den er billig og giver uanede muligheder (indlæg om det en anden dag).

Tænk grøntsagerne som hoveddelen af måltidet. Kan måske være lidt tricky men tænkt grøntsagen som det kødet/fisken skal passe til og ikke omvendt.
Køb grøntsager som mætter og suppler med linser, lidt ost eller nødder hvis du er klar på at kvitte kulhydraterne.

Lad grøntsagerne smage af det de er.
Der er ikke noget være end en bønnesalat som er sovset ind i hvidløgs-senneps-dressing så smagen af bønne er helt væk. Eller coleslaw druknet i mayo.
Eksperimenter med de forskellige grøntsager og lær at elske dem med kun et drys af salt og peber eller en helt mild olie-edike dressing.

Keep it simpel. Undlad af lave salater af 15 forskellige grøntsager. De drukner i hinanden og bliver et sær sammensjask. Vi kender det fra salatbarene i kantinerne hvor alt får en umiskendelig smag af Thousand Island. Hold dig til 2-4 grøntsager og drys evt. med lidt nødder, friske kryderurter eller vendt lidt pesto om en af grøntsagerne.

Søg inspiration.
Kogebøger er noget af min ynglingslitteratur. Lige nu er jeg ret forelsket i River cottages egen Hugh Fearnley Whittingstall (jaja jeg har noget med mænd i +40 alderen..). Hans Grøn hverdagsmad
 er grøntsagsretter for kødelskere. Men også Suveræne...-serien er populære her i huset.

Aftenens grønne indslag er i dag klassisk lasagne med masser af grøntsager i sovsen. Dertil pesto-vendt blomkål på en bund af grøn salat og kål, toppet med lidt feta.

Her går det jo godt...

Mens vi venter på sneen er det passende med en opdatering på min og hr. stress' kærlighedsaffære.
Nogen skøn elsker er han jo ikke men han er godt på vej hjem til sine egne græsgange.

Januar er nærmest godt brugt.
Den byder på efteruddannelse, arbejde, internat, masser af afslapning og dejligt gensyn med skøn veninde.
Januar er også latter, smil, løbetrin, dansemowes og mere afslapning.
Så jo det går fremaf og skuldrene er på vej ned på plads.

Januar har også budt på mødet med en ny læge. Han er god tror jeg.
I hvert fald er der nu truffet beslutning om ny pacemaker.
Det bliver spændende og det er det helt rigtige kan jeg mærke.
Jeg føler mig privilegeret over at være i et forløb hvor alle mine ynglings sundhedsprofessionelle værdier som medindragelse, samarbejde, gensidig forståelse, aktiv lytning og konsultationer hvor tiden rent faktisk bruges kvalitativt kommer straight back til mig.
Og dette vel og mærke i et patient-læge-samarbejde og ikke blot i det patient-sygeplejerske-samarbejde som jo er mit daglige job og mision.

Jo det går godt her i 2014 - OG LAD SÅ SNEEN KOMME
(Drømmer om en interval-løbetur i hvide omgivelser - bare fordi jeg kan!!!)