I mandags oprandt så dagen hvor min pacemaker skulle holde flyttedag og have en modernisering.
Både søndag aften og mandag morgen var jeg forbavsende rolig. De eneste tårer kom på operationsstuen da jeg skulle have lagt A-kanyle (til kontrol af mit blodtryk). Med en sygeplejerske i den ene hånd og lægen ved hovedgærdet var det nu slet ikke så slemt.
Jeg blev lagt til at sove og lægen fik tid til at gøre hvad han nu skulle gøre.
Efter halvanden time blev jeg atter vækket. Eftersigende skulle jeg have været vældig morsom at vække. Dette kan vel betyde en af to onder... 1. jeg har erklæret dem alle min ubetingede kærlighed og seksuelle lyster. 2. Svinet dem alle godt og grundigt til. Sandheden lader jeg personalet tage med sig i graven (thank God!!!). Alt jeg husker er at jeg råbte højlydt efter lægen og bekendtgjorde jeg havde været i Østrig(...).
Nu skulle helved på jord så også indfinde sig. For jeg havde ondt, ikke bare lidt øm men ONDT som ubeskriveligt. Både på opvågning og sengeafdeling forsøgte de i hærdigt at lindre med morphin og lign. Lige meget hjalp det, jeg havde lige ondt. Tilgengæld blev jeg mere og mere skør i hovedet og kunne ikke finde ro og ville egentlig bare gerne HJEM NU!.
Sidst på eftermiddagen lykkedes det dog at få lidt ro på mig, jeg kom på fast smertestillende og min familie kunne trygt køre hjem.
Tirsdag skulle jeg have været hjem, men et enkelt blik fra min doc. og det blev besluttet at jeg fik en ''bonus-overnatning''.
Klog beslutning af ham.
Onsdag kunne jeg så tage hjem med faste smertestillende i bagagen, stadig mange smerter men ved rimelig mod.
Nu her en lille uge efter er jeg ikke smertefri, men de smertestillende tager da toppen. Jeg begynder at have lidt mere bevægelighed i armen/skuldren og hævelsen aftager også (humøret er nok lidt svingende og min skarpe tunge er bidende - så jeg er nok billigt tilsalg men altså...).
Oveni det hele valgte doc. og jeg at øge min hjertemedicin få dage før operationen. Det virkede som en super ide lige der, men set i bagklogskabens lys har det kostet ekstra kræfter.
Trætheden og søvnbehovet er derfor lig med en på 110 år, morgenkvalmen når nye højde, tager appetitten med sig i kølvandet og jeg puster som ti damplokomotiver.
Men jeg ved da at jeg vender tilbage stærkere når bivirkningerne og smerterne om et par uger er helt ovre.
Hvordan er livet så med en ICD/hjertestarter i brystet...
For at være ærlig aner jeg det ikke.
Jeg tror ikke jeg helt har fattet at jeg nu har en pacemaker som kan give mig stød hvis jeg får en farlig/dødelig hjerterytme/arytmi.
Et af de første facebook posts jeg så efter jeg kom hjem omhandlede en der havde fået fejlstød af sin ICD. Der måtte jeg lige trække vejret, lukke facebook og minde mig selv om hvorfor jeg har sagt ja til den nye pacemaker.
Jeg har levet med min gamle pacemaker i næsten 6 år. Fra dag 1 var den min ven. Jeg har aldrig været bange for den. Jeg har set den som det elektronik som gav mig muligheden og energien til at forme det liv jeg har i dag.
Jeg har aldrig haft behov for at give den navne eller øgenavne som dåse eller blikdåse. Jeg har heller aldrig ''skubbet'' mine symptomer over på den.
Den har bare været en del af mig.
Sådan agter jeg også det skal være med min nye ICD. Spillereglerne har ganske vist ændret sig lidt fordi den kan jo finde på at give mig et stød - også uden grund.
Men jeg vil hellere leve med den risiko og så måske få nogle ekstra år i bagagen.
...Jeg har jo en 100års fødselsdagsfest jeg gerne skulle holde!
