lørdag den 8. februar 2014

En sang til hjertet

På forunderligste vis er denne sang blevet soundtracket til det kapitel der lige nu skrives i mit hjertes og min historie...



Mit hjerte er ikke hvilket som helst hjerte. Det er unikt. Sammen lider mit hjerte og jeg af hjertesvigt. Min hjertemuskel er svag og yder kun halvdelen af hvad et raskt hjerte yder.

Som jeg sidder der, i bilen, i tusmørket, med regnen mod bilruden og i diskoskæret fra de andre bilers lygter synger jeg med. Synger med smerte og glæde for hjertesvigt rummer begge dele.

Der er gode dage og dårlige dage med denne sygdom.
De dårlige dage er få. Men der er dage hvor trætheden er uovervindelig. Hvor sorgen over tabet af muligheden for at høre mine egne småbørns fødder trippe hen over gulvet er stort. Dagen hvor ord gør ondt værre og hvor kram er eneste lindring. Dagen hvor ensomheden rammer som en hammer, for hjertesvigt er ensomt, ensomt fordi den medbringer en stor portion uvished. Ingen ved hvordan livet ender eller hvornår, men med hjertesvigt bliver uvisheden mere tydelig.
Men jeg vil ikke være foruden de dårlige dage som Goethe sagde ''Nichts ist schwerer zu ertragen als eine Reihe von guten Tagen''.
De dårlige dage får mig til at påskønne alle de gode dage. Sygdommen har givet mig en forklaring på den følelse af anderledeshed jeg har. Den har fået mig til at se livet i flere nuancer end andre tror jeg. Jeg påskønner i højere grad de små ting i livet. Solens stråler, lysets skær, de små smil på gaden, et klem, en åben hånd. Jeg har et godt og lykkeligt liv, det bedste jeg kan forestille mig, jeg nyder hvert sekund, er mere aktiv end mange andre på min alder, forsøger at bekymre mig mindre og glæde mig mere. Jeg skraldgriner, lader tårene trille, elsker så hjertet smerter, drikker rødvin og sipper bobler, slår med håret og maler læberne røde, ser blomsterne springe ud og regndråberne falde. Jeg breder vingerne ud og suger livet til mig - bare fordi jeg kan og VIL.
Og nå ja, jeg har en gyldig grund til hvorfor jeg holder af mænd der er George Clooney og Richard Gere style - grå stænk og middle-aged.

Og nu skriver vi et nyt kapitel.
Jeg kan ikke tegne en livsforsikring men jeg kan få en airbag i form af en pacemaker med hjertestarter.
Jeg har selv taget beslutningen sammen med min nye doc. og resten af afd. B på OUH. Det føles som den rigtig kulmination ovenpå den forvandling Kost, kur og karma har været med til at give mig. Forløbet her op til har været eminemt. Jeg har følt mig som en ligeværdig og i et samarbejde i stedet for det traditionelle læge og patient hierarki. Jeg er blevet medindraget, informeret, fået plads og rum til at tænke, undre og spørge både som hjertesyg og som sygeplejerske for jeg er jo begge dele. Jeg er blevet rådgivet men aldrig presset.
Mandag morgen triller jeg til operation. Det bliver en af de morgener hvor jeg lader stilheden sejre og måske en enkelt melodi fryde ørene.
Familien lader jeg blive hjemme, det er min beslutning og jeg har behov for at være alene om dette sammen med holdet bag mig på OUH.
Mon ikke en sygeplejerske ser det hvis jeg har behov for en krammer...?

1 kommentar:

  1. Forstår godt alle dine tanker! Held og lykke, vil tænke på dig mandag :-)

    SvarSlet