Er jeg mon en star nu???

Onsdag var en lettere træls løbedag.
Idag fredag skulle gerne være bedre tænkte jeg.
For bedre at kunne ignorere de tunge ben smed jeg ipod'en i ørene og ''of we went''

Det hjalp - fredag er løbe-up-tur.
MEN musik i mine øre har en bivirkning - jeg synger med.
Jeg nynner ikke blot, jeg skråler med (hallo skal jo overdøve musikken i ørene).
Jeg bilder mig ind jeg synger ret godt - kunne godt være lidt på højde med Tina Dicov, Shirley osv.
Og jeg tror måske mit talent er blevet opdaget nu.

I hvert fald stod 2 pensionister (mænd) og lyttede (og glædedes sikkert) over min skøn sang da jeg løb ind på min sidste strækning.
Jokeren og Elsker dig forevigt fik lige en ekstra skalle og jeg kunne næsten høre dem juble over mit nummer.
For det der lettere forvirede, blege, rædselsslagne ansigtudtryk kan da kun betyde at de var ved at dååååne over mit talent.....
Eller????

Indrømmet, selvhøjtidelighed findes ikke på denne martrikel!